Bevaringsværdige ejendomme
Fredede og bevaringsværdige ejendomme i den gamle bymidte
Aabenraa har en helt unik bymidte, med smukke fredede og bevaringsværdige bygninger, som man opdager, når man bevæger sig bag om de moderne hovedstrøg. Du kan for eksempel gå på opdagelse mellem Slotsgade i syd og op til Nørreport, og videre ud mod kaptajnsvillaerne i den nordlige del af byen. Her finder du alt fra bulhuse og bindingsværk til palæejendomme og eksempler på både dansk- og tyskpræget arkitektur.
I efteråret 2014 blev ejendomme med høj bevaringsværdi i Aabenraa bymidte fotograferet. Det skete i et samarbejde mellem Aabenraa Byhistoriske forening og Aabenraa Fotoklub.
Formålet med fotograferingen var at få opdateret Kulturstyrelsens database over fredede og bevaringsværdige bygninger. Databasen er offentlig tilgængelig og et værktøj, der giver borgere, politikere og embedsmænd overblik over bevaringsværdierne som helhed.
De bevaringsværdige og fredede bygninger kan findes på www.kulturarv.dk/fbb.
I oktober 2015 blev de nedenstående billeder udstillet i Sønderjyllandshallens Foyer.
Det daværende Institut for Sønderjysk Lokalhistorie (ISL) lavede for nogle år siden en oversigt over fredede ejendomme i Aabenraa. ISL’s arkiv er nu overført til Museum Sønderjyllands Mediearkiv. Oversigten – uden links – eksisterer stadig. Klik her….>>>>
