Gratis arkitekthjælp til medlemmer
Ejer du et fredet eller bevaringsværdigt hus, der skal renoveres?
Så kan du få fire timers gratis arkitekthjælp
og opnå et rente- og afdragsfrit lån
Arkitekthjælpen skal sikre, at udvendige istandsættelser af bygninger sker på en arkitektonisk og håndværksmæssig korrekt måde med respekt for bygningens oprindelige stil. Hovedformålet er at sikre byens historiske miljøer af hensyn til byens borgere, vore efterkommere og som en attraktion i turistarbejdet.
Ordningen skal lavpraktisk være med til, at det bliver mere overskueligt for en ejer at komme i gang med et renoveringsarbejde.
Hvordan?
Bevaringsfonden yder gratis arkitekthjælp til ejere af fredede og bevaringsværdige bygninger i gammel Aabenraa kommune. Du kan som ejer tage kontakt til bevaringsfonden, hvis du overvejer at sætte dit hus i stand. Så sætter vi dig i kontakt med en af de arkitekter vi samarbejder med, eller du kan efter aftale tage direkte kontakt. Vores arkitekter er fagfolk, der har en særlig kompetence til at rådgive om fredede og bevaringsværdige bygninger.
Anbefalede arkitektfirmaer kan ses nedenunder.
Arkitekthjælpen omfatter kun rådgivning om udvendig istandsættelse af bygningen.
Op til fire timer er gratis. Rådgivning udover fire timer er efter normal regning.
Rådgivningen består af:
• En besigtigelse af bygningen sammen med ejer
• En kort beskrivelse af, hvordan arbejdet skal udføres for du kan ansøge om støtte i Bevaringsfonden
• Hvilke tilladelser der evt. skal indhentes
• En uforpligtende grov overslagspris på arbejdets udførelse.
Som ejer vil du på den måde have et grundlag for at overskue finansieringsbehovet og evt. tage et møde med dit pengeinstitut.
Betingelser
For at kunne modtage arkitekthjælp skal ejeren være medlem af Byhistorisk Forening. Arkitektrådgivning kræves ved lån fra fonden. Fondens bestyrelse kan ud fra arkitektfirmaets beskrivelse stille krav om, hvordan arbejdet skal udføres for at fonden kan yde lån.
Arkitektfirmaer
Anbefalede lokale arkitektfirmaer med særlig kompetence vedrørende istandsættelse af fredede og bevaringsværdige bygninger i Aabenraa:
• Oesten, Ingeniører og Arkitekter Aps, Skibbroen 22, 6200 Aabenraa. Tlf. nr. :7462 4711. E-mail: oia@oia.dk
• Weile Arkitekter Aps, Lavgade 50, 6200 Aabenraa. Tlf. nr. 7462 1232. E-mail: arkitekter@weile-maa.dk
• Arkitekttegnestuen Aabenraa ApS, arkitekt Anders Pedersen, Kilen 6, 1. sal., 6200 Aabenraa. tlf. nr.: 2967 8219. app@arkitekttegnestuen.net
Bliv inspireret af vores stilblade for historiske ejendomme
Sammen med Aabenraa Kommune har vi udarbejdet en serie med stilbalde. Hæfterne sætter fokus på bygningsarven i købstaden Aabenraa og indeholder beskrivelser af bygningernes karakteristiske træk. Stilarterne dækker dog hele kommunen og kan derfor bruges af alle ejere af bevaringsværdige bygninger.
Du finder stilbladene her
Eksempel på arkitekthjælp
En renovering kan gribes an på mange måder. Se eksempel på arkitekt Ole Weiles forslag til renoveringer i to bevaringsværdige ejendomme her:
Rapporten om Kirkepladsen 7
